Vi holdt vejret...

Nu kan vi ånde lettet op..

Et billede med en meget sigende tekst for vores seneste uge..

Efter at være kommet mig over mit kulturchok over at skifte hundetype (fra retriever til hyrdehund), og være kommet godt i gang med at skabe relation til min dejlige Gaio, og efter en fantastisk første campingtur til Jylland med de to store hunde. Primært formål at lære at være rolige inde i vognen, og at lære en rytme som fungerer... komme ud nye steder hvor man skal være modig at tisse og pølle langt fra egen have.

Derudover fik vi fotograferet en masse super lækre hunde i det jyske. Og vi fik besøgt Helle som har en halvbror til Gaio, det var rigtig skønt, jeg fik også nogle fifs til hvordan jeg kan arbejde endnu mere med vores kontakt og relation, samt lidt fifs til hans hyrderi på mine to hunde som efterhånden er lidt bange for ham...selv det at gå en tur i snor med dem alle tre var en udfordring. Men det blev hurtig bedre efter jeg besluttede mig for at komme af med det.  Dog ikke i mål endnu.

Man kan ikke se det, men han er bundet til det lille træ i baggrunden,
han har ikke som de store hunde forstået hvor dejligt det er at blive fotograferet.

 ...tirsdag eftermiddag gik det galt, som det kan med hvalpe især.. Jeg legede med Gaio i baghaven...en bold med en "snor" med "pels"...Gaio løber efter bolden som jeg trækker over jorden, og han mister forfæstet i et spring falder og lander på ryggen. Da han rejser sig skriger han som også kun hvalpe gør...men han blev ved og ved og han løftede højre bagben højt op under sig.
Afsted til dyrlægen uden nærmere betænkningstid, det var sidst på eftermiddagen, så jeg var i tvivl om der overhovedet var nogen, mobilen fik jeg ikke engang med så jeg kunne ikke ringe på vejen, så hurtigt kom vi afsted.

Jeg tænkte, at hvis han ikke haltede mere når vi kom til dyrlægen, så var det okay, så kunne vi bare køre hjem igen.
Desværre haltede han stadig, Charlotte kunne ikke rigtig fremprovokere nogen reaktion fra ham da hun undersøgte hans ben og ryg forsigtigt. Og måtte blot give ham noget smertestillende...inden vi kørte hjem igen, gik vi ud bagved på græsset.. han løftede benet når han stod stille, men brugte det sommetider til at holde balancen når han gik rundt..han peb ikke når han gik, men det måtte jo gøre ondt når benet var sådan oppe.
Jeg skulle komme igen onsdag morgen hvis han stadig trak benet op. Jeg havde besluttet mig for at komme uanset hvad...Desværre var det ikke meget bedre onsdag morgen. Og vi kom til hos Thomas inden dagens første kunde, de ville ikke røgtenfotografere ham fordi de stadig ikke kunne mærke hævelser, eller se ham reagere nogen steder, så de vidste ikke hvor de skulle fotografere ham.

Vi blev endnu engang sendt hjem uden at der blev gjort noget andet end at mærke, hvilket jeg syntes var viiiildt svært, min hvalp havde ondt, og de kunne ikke hjælpe. :-( Det gør ondt indeni.

Onsdag eftermiddag hvor snor, og indhegning var blevet indført, ville jeg lige sidde på knæ og nusse lidt med Gaio...han blev overivrig og satte sine forben op på mine knæ, hans højre bagben skred ud, da vi har Pergogulv uden struktur... og han skreg... og jeg græd, og følte mig ELENDIGT til mode!

http://www.grafiko.dk/hundefotografi.html

Jeg fik trøstet ham, og lagt en måtte i bunden af hans bur, senere kom min søn Gustav hjem, jeg forklarede ham at han IKKE måtte hilse på Gaio, med mindre Gaio var udendørs hvor han kunne stå ordentlig fast. I et splitsekund, hvor jeg sad 2 meter fra Gustav som var i gang med at bage, kom Gaio hen for at hilse, Gustav satte sig som jeg selv havde gjort, og desværre (tror jeg) gentog historien sig.. :((((  ...I hvert fald havde jeg meget hurtigt både en hvalp og en søn som skreg..
Gaio havde bidt Gustav, og Gustavs hånd blødte...Gaio skreg igen af smerte, og jeg tænkte at det kun var et spørgsmål om tid før både søn og hvalp blev hentet.

Gaio blev trøstet, lagt i buret, hvor han oven på oplevelsen hurtigt faldt i søvn.
Gustav fik renset sine sår, og jeg fik ringet til skadestuen for at høre til stivkrampevaccine, som han heldigvis har gennem børnevaccinationsprogrammet, egen læge tilføjede dog en antibiotikakur grundet at der var bidt hul.

Torsdag lagde jeg mig TOTALT i selen, AL luftning var i snor, i skridt gang, ingen hop, ingen hurtig skridt, ultra korte gåture, og alt muligt aktivering i buret til en hund som kunne løses hvor den ligger ned. Gemme godbidder i et tæppe, tyndt lag leverpostej i puppykong, øve hånddut liggende...generelt dødkedeligt. Det hjalp minimalt, og jeg besluttede mig for at ville have noget smertestillende til ham fredag.
Så jeg fik en tid fredag eftermiddag, hvor vi fik smertestillende med hjem, og så forsatte vi her i weekenden med ro, ro, ro...og stigende hvalpe-fnidder udfald fra Gaios side...og man bliver bare ked af at se sin hund fyldt af energi som den ikke kan komme af med. Så vi prøvede en smule socialisering fra rygsæk, korte korte lufteture osv.

Søde hund i skoven, da hans ører så rigtig fine ud, nu har han pag-hårs-ører

 Det har givet pote, og selvom jeg søndag aften var klar til at insistere på en røgtenfotografering, af bekymring for om han har fået overkompenseret på det venstre bagben, nu han ikke rigtig har brugt det højre.. men hertil eftermiddag inden vi skulle til dyrlægen for vaccination og tjek af bagben, syntes jeg at det var ultra minimalt at han ikke stod på det højre bagben når han stod stille, og at han kunne gå skridt i hurtigere gang, uden at halte...og jeg besluttede mig for at jeg ikke ville kræve røgten.

Vi har fået lov til at øge aktivitetsniveauet, og frit løb når han ikke er for frisk og heller ikke for træt (det er nemlig der han løber allermest tåbeligt og bliver ved og ved)..vi har også fået lov at genoptage vores hvalpetræning, og det glæder vi os begge til.

Så NU kan vi ånde lettet op og fejre 12 ugers fødselsdag på onsdag med glæde og håb i maven, frem for den 11 ugers som var fyldt af dårlige følelser og dårlige oplevelser for os begge.